lørdag den 26. marts 2011

Rådyrchili med azukibønner


Vi har stadig en del rådyrkød i fryseren og med 1. maj inden for rækkevidde er der chance for, at Gustav igen kommer hjem med en buk eller to. Derfor er det med at få spist kødet og med sådan en overflod af råvildt, må man eksperimentere.

Jeg så hos Signe, at hun havde lavet cowboychili med råvildt - det var lige mad efter mit hjerte. Så stærkt inspireret af dette og fra tidligere chili con carne retter, blev det til denne chiliret. Smagen fra vildtkød og fond går fint igennem. Det giver en lidt dybere, mørkere smag end okse.

800 g rådyr (gerne bov/forkølle)
1 persillerod
1 gulerod
2 løg
2 røde friske chilier
2 peberfrugter
3 fed hvidløg
1 korianderfrø, stødt
1 tsk spidskommen, stødt
2 tsk røget paprika
½-1 tsk mexicansk chilipulver
3 spsk tomatpuré
1 ds hakkede tomater
mørk agave sirup
10-15 g 70% mørk chokolade
salt, peber
4-5 dl kogte azukibønner - koges som her og kogetid, som anvist på posen.

Start med at skære kødet i store tern - og kog gerne fond på benet.
Dup kødet tørt med køkkenrulle og brun lidt af gangen i olivenolie, til det får en god stegeskorpe. Krydr løbende med salt og peber.

Skær imens alle grøntsagerne meget fint. Når kødet er stegt og lagt til siden, svitses persillerod, gulerod og løg i mindst 10 minutter. Tilsæt herefter chili, peberfrugt, hvidløg, koriander og spidskommen og svits yderligere nogle minutter.
Nu tilsættes røget paprika, mexicansk chili, tomatpuré og sautere kort med. Herefter hældes fond og hakkede tomater på samt lidt salt og peber. Lad retten småsimre 1½ times tid.

Tilsæt bønnerne, smag til med sirup, chokolade, salt og peber ... evt. mere chili. Lad retten simre endnu ½ times tid.

Server med brød og en salat med f.eks. avocado, peberfrugt, frisk chili og limesaft.
 

 

6 kommentarer:

Piskeriset sagde ...

Det lyder fantastisk! Jeg har faktisk overvejet at købe noget vildt via en hjemmeside, for det er mest fasan, jeg kan få fat i, og det er jo også sjovt at lege med rådyr m.m. :-)

heidi sagde ...

Mmmm chili... det er vintermad når det næsten er bedst!
Jeg er også i chilihumør, så der er planlagt chili med hakket kalkun og hjemmelavet majsbrød i morgen - så må vi se om det er noget der dur :-)

Hanne K's verden sagde ...

@Piske - det var rigtigt lækkert. Jeg elsker virkeligt mexicansk-inspireret mad! Og vildt!
Jeg må huske, hvis det på nogen måde bliver muligt at tage en kølle, ryg eller noget med til dig en gang.

Hanne K's verden sagde ...

@Heidi, Ja, chili er godt! Spændt på at se, hvad du finder på. Jeg er SÅ dårligt til at bruge kalkun.
Og det er med at få de sidste gode vinterretter med, nu hvor foråret snart tager helt over.

Miss A sagde ...

Hej Hanne :)

Hold nu op, hvor ser det lækkert ud. Chili er super lækkert. Det er en god ide til azukibønnerne.

De bedste hilsner fra
Anita
Liv og Mad

Hanne K's verden sagde ...

Hej Anita
Tusind tak :)
Ja, chili er et hit!!
Kh Hanne